INNLEGG: Kunstverdenen burde arbejde for at give dens kritikere bedre vilkår i stedet for at poste forsmåede pip på facebook, når der kommer en dårlig anmeldelse.

Faksimile av Arne Nøsts illustrasjon til Enger-utvalgets kulturpolitiske utredning 2014, © Arne Nøst

I dette innlegget tar direktøren for Festspillene i Bergen til orde for å styrke og anerkjenne kunstkritikkens og -kritikerens kår, til det beste for både kunsten og det offentlige ordskiftet om den. Her er utgangspunktet den danske kritikkens kår, men hvordan er kritikkens kår – og vilkår – i Norge?

Dette innlegget ble først publisert i den danske avisen Politiken 21. november 2019.

Av Anders Beyer, direktør for Festspillene i Bergen

Med jævne mellemrum oplever vi en engageret kritik af kritikken, ikke sjældent forårsaget af en dårlig anmeldelse. Senest her i avisen (Politiken, red. anm.) i forbindelse med operaen Lille soldat af komponisten Niels Marthinsen, som Thomas Michelsen anmeldte 4. november. To hjerter valgte Michelsen at tildele denne nyproduktion på Den Fynske Opera.

Anders Beyer, © Hans Jørgen Brun / Festspillene i Bergen

Når det sker, slår kolleger ring om de udsatte kunstnere og mobiliserer lige dele kampråb og trøstende ord på de sociale medier.

Kan vi overhovedet bruge kritikken til noget? Ikke til ret meget – faktisk ikke til noget som helst, skriver de oprørte kunstnerne, der får udløb for opsparet frustration i det kollegiale rum på Facebook.

De udøvende og skabende kunstnere og os, der præsenterer det skabte, bruger kritikken som reference og glad-melding på de sociale medier, når den er positiv. Da kan vi godt bruge kritikken og kritikeren, som er klog og forstår den kunstneriske ambition til fulde. Når kritikken er dårlig, ser vi reaktioner som i den aktuelle meningsudveksling, som handlede mere om anmelderen end om værket. Det er let at forstå reaktionen, men det er svært at tage den helt alvorlig.

Kritikken hører hjemme i avisen og andre steder, fordi det er en måde at indlede en samtale på. Uden den ville der ikke være nogen offentlig diskussion om musik og de andre kunstarter. Andre former for omtale er formidling – kritikken er ganske enkelt den eneste omtale, som ikke kan købes.

Kritikken står udenfor den trivielle markedsføring, og den kan bringe noget overset frem i lyset og prikke hul på teorier om visse kunstværkers og opførelsers fortræffelighed. Hvis kritikken og samtalen om kunst forsvandt i medierne, ville kunsten ikke eksistere i det offentlige rum, og når den ikke eksisterer dér, kan det være let for politikere at mene, at den så heller ikke skal subsidieres.

Den offentlige kunstkritik er uhyre vigtig, faktisk så vigtig at vi i Festspillene i Bergen har stiftet en kritikerpris, som uddeles en gang om året. Sammen med Norsk kritikerlag og Norsk teater- og orkesterforening bruger vi tid og penge på at læse de fleste kritiske arbejder gennem året, sådan at fagligt kompetente personer kan belønne en kritiker og samtidig opmuntre kritikerstanden til at blive bedre.

Kritikeres levevilkår er faktisk ganske dårlige, og det kan vi ikke være bekendt.

Vi taler ofte om kunstneres vilkår, men sjældent om kritikernes vilkår, som er blevet forringet i takt med krisen i pressen generelt. Kritikere rejser ikke så meget, som de gjorde tidligere, de har svært ved at holde sig orienteret om den internationale kunstscene, referencegrundlaget er mindre, og de æstetiske vurderinger hviler ofte på lokalkendskab og ikke på et globalt udsyn.

Faste stillinger konverteres til freelance-stillinger, pladsen er trang i spalterne, og som læsere oplever vi generelt, at kunstkritikken marginaliseres. Kritikeres levevilkår er faktisk ganske dårlige, og det kan vi ikke være bekendt. Vi har brug for den gode kritik, som bider os i haserne, derfor skulle vi måske snarere arbejde for at give vore kritikere bedre vilkår end at poste forsmåede pip på facebook.

Skriv til avisen og argumentér for, hvorfor kritikeren tager fejl, det er den kritiske dialog, som gør os alle klogere. Det viser, at kunsten er levende og betyder noget for os moderne mennesker. Da eksisterer kunsten, og politikerne må forholde sig til denne virkelighed. Tænk denne positive spiral udmøntet i en stærk og vedkommende æstetisk diskurs, formidlet til de mange i det offentlige rum og ikke til få kolleger i et begrænset forum.

Man kunne drømme om, at kunstnerne tilbyder et reelt modspil, en ildspåsættelse i det pågældende medie, med argumenter og brug af den dybe, faglige indsigt, som kunstnerne reelt besidder. Men det ser vi stort set ikke. Det er vældig trist, for indsigtsfulde korrektioner kunne være interessant læsning. Der findes jo ikke én etableret sandhed om det skabte eller opførte.

Der findes ikke nogen evig Kunst med stort K, både kunsten og kriterierne ændrer sig hele tiden. Jeg husker, at vi i Det Unge Tonekunstnerselskab for nogle årtier siden arrangerede en minifestival på kunstmuseet Louisiana, hvor vi satte en forholdsvis ukendt Arvo Pärt over for Brian Ferneyhough. Sidstnævnte var et af den tids hotte navne. På Louisiana var det Ferneyhough, som fik den positive omtale, hvor Pärts religiøse minimalisme var for meget for en tidsånd, hvor den modernistiske æstetik herskede. I dag hører vi stort set ikke Ferneyhoughs musik, og Pärt er en af de mest opførte nulevende komponister i verden.

De, som mener, at kritikeren er publikums repræsentant, tager fejl. Kritikeren skal være permanent utro og lade sig overraske af hvert nyt værk, hun ser og hører. En af de bedste i faget, litteraturkritikeren Erik Skyum Nielsen, er inde på noget interessant, når han siger, at subjektivt set handler kritik ikke om forpligtelser og krav, grænsedragning og fin etik. Det handler om noget så konkret som læse- og lyttelyst, en yderst sammensat følelsesmæssig og sanselig intellektuel tilbøjelighed.

At stille spørgsmål, at bekæmpe vanens magt, at holde dommedag over sig selv.

Hvad angår lytteoplevelsens psykologiske aspekter, minder kritikkens lyst om erotik i bredeste forstand. En kritiker må kunne lade sig henrykke, bjergtage og forføre af den fascination og kraft, som udgår fra et andet menneskes erfaringer, tanker og drømme artikuleret i værkets formsprog.

De bedste kritikere er rede til at vende pistolen mod egen tinding, de er beredt til at prøve kræfter med de krav, som kunstnere altid har hængende over sig: At stille spørgsmål, at bekæmpe vanens magt, at holde dommedag over sig selv.

Hvad kan vi så lære af dette? Vi kunne pege på, at kritikeren ikke kun behøver at være meningsdanner, men hellere én, som stiller åbne spørgsmål. Når hun gør det ærligt og kompetent, er det efter min mening indlysende, at kritik kan installeres i et særdeles meningsfuldt forhold til kunst.

Publisert:

Del: