Minneord om Bjørn Ianke
Den norske kontrabassisten Bjørn Ianke gikk bort 15. mars 2002. Ballade bringer her videre minneordet som ble sendt ut til danske aviser, og som var forfattet av Det Kongelige Teaters musikksjef Michael Schønwandt.
Det Kgl. Teaters musikchef Michael Schønwandt skriver om Kgl. Kapelmusicus Bjørn Ianke.
I alt for kort tid har Det Kgl. Kapel nydt godt af Bjørn Ianke som solobassist. Han døde pludselig 15. marts kun 54 år gammel på en rejse til Frankfurt og efterlader et stort hul i Kapellets rækker.
Bjørn Ianke har siden 1998 været tilknyttet Det Kgl. Kapel. Først som assisterende solospiller og siden 1999 som fast medlem af orkestret. Hans stille norske sind rummede mange dybder og hans meningers mod gav hans spil en afklaret fortolkning i det musikalske forløb.
Tidligt begyndte han sin musikalske løbebane. Kun 4 år gammel på klaveret og som 16-årig tog han fat på kontrabassen. Uddannelsen fik han først i Oslo hos Henrik Lindemann, siden i Wien hos professor Ludwig Streicher og i Berlin hos Filharmonikernes solobassist Klaus Stoll.
Efter kort tid som tuttispiller i Oslo Filharmoniske Orkester blev Bjørn Ianke solospiller i Würtembergisches Staatsorchester i Stuttgart, i Bergens Filharmoniske orkester og i Oslo Operaens Orkester før hans sidste arbejdsår i København.
Bjørn Ianke har ved siden af sit orkesterspil også optrådt som solist og har især udforsket den nutidige musik for instrumentet. Adskillige komponister har skrevet specielt til ham – senest Arne Nordheim med værket «Three Stanzas for Doublebass Alone». Dette værk blev i efteråret 2001 opført i Diamanten ved Arne Nordheims 70-års fødselsdagskoncert. Festtaler ved koncerten var den danske komponist Per Nørgaard, som det sidste år også har arbejdet på et solostykke til den norske bjørn.
På plade-fronten nåede Bjørn Ianke at udgive to CD-er med ny musik for kontrabassen. Begge CD-er er blevet rost i høje vendinger i ansete musiktidsskrifter verden over. En sidste CD – med bl.a. Arne Nordheims komposition – nåede at blive indspillet inden Bjørn Iankes alt for tidlige død. Når den udkommer, vil den stå som en mindesten for et engageret menneske.
En ener er gået bort – vi er mange, der mindes ham.
