“Kult og kitsch, avantgarde og hardangerfele, provinsnørder og kompromisløse musikentreprenører.” Dette er noen av beskrivelsene Anders Beyer, som er redaktør for Nordic Sounds og annerkjent dansk musikk-kritiker, bruker om den nylig avsluttede Ultima-festivalen. I denne artikkelen, som Ballade har fått tillatelse til å bringe videre fra danske Information.dk, beskriver Beyer Ultima som et forbilledlig eksempel på et musikalsk initiativ, som ikke har sitt like i hans hjemland Danmark. Beyer mener at våken norsk kulturpolitikk og ilsjeler, så som Geir Johnson, kan ta mye av æren for at et prosjekt som Ulitma har lykkes igjennom 13 år.

Geir Johnson (foto: mic.no)

Av Anders Beyer

Olso er et provinshul i europæisk sammenhæng. Et globetrotternes Middelfart: Man kommer forbi på farten, på vej mod det egentlige rejsemål, men byen bliver aldrig et sted, man kunne drømme om at slå sig ned.

Hovedstaden er geografisk set en perifær plet, de stedlige politiske spørgsmål er trivielle, priserne er vanvittige, varerne er uinteressante, der er indeklemt småt, ingen italiensk mode, glem parisisk overdådighed og altid-levende New York, som synes at have færre tiggere på gaden, end de har i Oslo. Selv good old wonderful Copenhagen står i et forsonende skær sammenlignet med Oslo.

Når nærværende signatur alligevel rejser til Oslo adskillige gange om året, når han er den eneste kritiker i det internationale korps, der har overværet samtlige 13 Ultima Festivaler siden begyndelsen i 1990, så har det noget med menneskerne at gøre, en bestemt attraktion ved nordmændenes sindelag og naturligvis det, de rent faktisk får stablet på benene. I musikkens verden opleves de fælles referencerammer tydeligt, i måden vi kommunikerer om musik på, i humoren, i den fælles forståelsesramme og vores kulturhistorie.

Sproget er næsten identisk, når de siger duppeditter, er det let at regne ud, at de mener dippedutter.

Dansk skræmmebillede
For 15 år siden målte de entreprenante fyrtårne i Norge sig med danske kolleger og med danske forhold. De nærede en næsegrus beundring for det, danskerne kunne på musikområdet. Efter ét langt diminuendo, en veritabel musikkulturel og – politisk deroute i Danmark, sammenligner nordmændene sig ikke længere med danskere, som fra at være forbilleder er blevet skræmmebilleder.

I Oslo, Bergen og andre steder foranstaltes samtidsmusikfestivaler ud fra ‘spleiselagsprincippet’, altså joint venture-festivaler, hvor en bys kulturinstitutioner byder ind på et tema, som udstikkes og styres af en stærk kunstnerisk ledelse. På den måde kan en festival i en niche-genre få volumen og gennemslagskraft, uden at det koster en kvart boreplatform for de medvirkende institutioner. Det er i grove træk sådan, Ultima er funderet, og det fungerer i praksis. 13 års festivaler har bevist det.

Ikke kun inden for samtidsmusikken er nordmændene forrest, også eksempelvis den multikulturelle udfordring var nordmændene først med at tage alvorligt. Hvor danske politikere i alt for mange år nægtede at tale om de udfordringer og problemer, det multikulturelle samfund ville bringe med sig, oprettede de Norske Rikskonserter en hel multikulturel afdeling med forskning og formidling i fremmede kulturers musik, og det vældige potentiale, der ligger i disse udtryksformer set i forhold til integration og det, der engang blev kaldt fredelig sameksistens. Nu står vi i Danmark i skidt til op over begge ører, og de lette løsningers partier siger resolut herut til alt det, der kunne berige vores egen kultur.

Johnson med fuld skrue
Nu er det fristende at skyde hele skylden for miseren på danske politikere og den førte kulturpolitik, men det er kun en del af sandheden. Det skyldes også, at der ikke har været karismatiske personer, der vil ofre deres liv og karriere på at gennemføre et projekt.

I tilfældet Ultima har der været flere personer, som har været villige til at betale omkostningerne, også de personlige. Nuværende festivalchef Geir Johnson er en af dem. Han har sørget for, at Ultima er med i det vigtige europæiske festivalsamarbejde Réseau Varèse, hvor ideudvikling og værkbestillinger med meget mere kan etableres. Arditti Kvartetten er husband på Ultima for femte år i træk, de unge skabere og udøvere får plads, der er høj musikalsk standard hele vejen rundt. Selvtilliden fejler ikke noget hos disse norske entreprenører, de er, med Hans Magnus Enzensbergers ord, “hjemmefødninge og kosmopolitter på samme tid”. Geir smager af fjeldstue, Johnson klinger amerikansk som en bådemotor med mange hestekræfter. Hæklede sutsko og verdensmand. Jo, det går kjempeflott, det.

Både Geirs og Johnsons øjne flakser lidt, da jeg næsvist siger, at 2003-festivalen ligner en low budget festival. Ikke at den er uinteressant, men de store gæstespil er fraværende og karakteren af overflødighedshorn er knap så tydelig. Hovedsponsoren er faldet fra, og finansieringen har aldrig været så selvfølgelig, som det kan forekomme set udefra.

“Vi har en million kroner mindre end sidste år til at lave kunst for,” siger Johnson til avisens udsendte. Han har givet 2003-festivalen mottoet “Echoes of an era”, hvilket henviser til, at modernismen angiveligt skulle være et overstået kapitel, og at vi er så meget på afstand af den, at vi kan genhøre den som et ekko af noget, der engang var. Overskrifter udtrykker ofte en slagsordsagtig indgang til et emne, og at hævde at der først var modernisme og derefter postmodernisme i musikken, virker urimeligt al den stund, at det snarere er parallelle æstetiske retninger, som kun på overfladen er modsætninger. Temaet blev diskuteret i form af klingende musik og i diskussioner. En direkte udsendelse i NRK onsdag aften med titlen “Musikk i Brennpunktet” lod fortid og nutid smelte sammen, bl.a. med deltagelse af komponisten med mere, Maja Ratkje, der mere og mere ligner en ledende skikkelse i ny norsk musik.

De unge imponerer
Gennem alle Ultima-årene har dirigenten Christian Eggen og Cikada Ensemble været med til demonstrere det bedste inden for opførelse af ny musik. Nye ansigter er kommet til, og de helt unge spiller imponerende godt. Det, de blandt andet kan bedre end de fleste danske ny musikensembler, er at spille rytmisk præcist. Det viste nordmændene i værker af Jon Øivind Ness og danske Karsten Fundal, som fik uropført sit næsten 20 minutter lange Circadian Pulse. Et sinfonietta-værk, der slet ikke lyder som noget, vi tidligere har hørt fra komponisten. Fundal er inde i en produktiv periode, hvor et årelangt teoretisk arbejde med form og tid i musik endelig har frigjort energier og noder på papir.

På Ultima halser man fra det ene arrangement til det næste for ikke at gå glip af noget. Undervejs i denne festival-odyssé tænker man, at det mest saliggørende ved Ultima og udviklingen af det norske musikliv er, at den målrettede satsning gennem mere end et årti nu begynder at bære frugt: Der kommer overordentlige spændende musikere og komponister frem i sceneområdet, som har format til at gøre sig internationalt i de kommende år.

Publisert:

Del: