“At Cikada nu får Nordisk Råds Musikkpris er et naturligt resultat af den målbevidste satsning på ny musik, som har fundet sted i Norge gennem snart et par årtier, skriver den danske musikkskribenten Anders Beyer i sin hilsen til ensemblet. Cikada er udtryk for noget ukontrollerbart, mærkeligheder sat på formel. Et sådant mærkværdigt ensemble kan man ikke indramme i et nydeligt portræt i glas og ramme. Musikernes kreative ansatspunkt vil altid være større end teksten, og medlemmer i gruppen vil til enhver tid få en portrættekst til at se latterlig ud, fordi der altid vil være en vigtig facet, som er gået tabt,” skriver Beyer. Særlig har en tur med Cikada på en pyramide i Mexico satt sine spor i Beyers danske minne.

Cikada tutti (hoder) foto: Tom Sandberg

Av Anders Beyer

»Cikada har med sitt målrettede og mangeårige arbeide, blitt en meget betydningsfull ambassadeur for samtidsmusikk i Norden. Juryen legger vekt på ensemblets særpregede uttrykk, levende spillestil og nyskapende holdning til stilistisk mangfold. Cikadas kompromissløse satsing på kvalitet i alle ledd, har resultert i en organisasjon som evner å sette fokus på samtidsmusikkens sterke betydning for vår nordiske identitet.«

Sådan motiverer Nordisk Råds Musikpris-juryen sit valg af Cikada Ensemblet fra Norge. At Cikada nu får prisen er et naturligt resultat af den målbevidste satsning på ny musik, som har fundet sted i Norge gennem snart et par årtier. Ikke uden kamp og ikke uden store sværdslag, men resultaterne viser sig nu (i Norge), hvor festivalen Ultima er kommet på statsbudgettet, hvor der investeres helhjertet i den nye kompositionsmusik, i komponisters og musikeres uddannelse. Cikada har vist vejen med at opføre norsk musik, men så sandelig også udenlandsk musik. Norske aktører skelner ikke så forfærdeligt meget til nationalitet, men snarere til kvalitet. Symptomatisk er det, at Cikadas seneste blandt en række cd’er på plademærket ECM er med musik af Maderna, Saariaho og Cage. Det siger ikke noget om en bestemt forkærlighed for ikke-norsk musik, det handler om at skabe et internationalt perspektiv og det handler om at turde at måle sig med de bedste ude i verden.

Den tyske forfatter Hans-Magnus Enzensberger har sagt, at nordmænd er hjemmefødninge og kosmopolitter på en og samme tid. Sådan er det også med dette sammensatte band Cikada. Man skal ikke have været i stue med disse mennesker længe førend man ser, at de er bonderøve og verdensmænd på samme tid – det er en del af deres identitet, og det er ret charmerende. Nå, ja, så er ensemblet udstyret med en dirigent som har fået alverdens tilbud om højprofilerede job, der giver høj status. Men Christian Eggen går som pianist og dirigent direkte efter de musikalske højdepunkter, som slet ikke følger en karriereplan. En impressario ville sige, at disse musikere og dirigent har benene solidt plantet i luften, de går efter musikken og dens muligheder, stjernestatus er noget udvendigt, overfladisk.

Længe har Cikada været på toppen, ikke kun i nordisk sammenhæng men også internationalt. Ensemblet blev stiftet i Oslo i 1989 og består af ni musikere og dets faste dirigent Christian Eggen. Under paraplyen Cikada finder vi tre sammenhængende og samtidig fritstående grupper:

Cikada Ensemble, Cikada Strygekvartet og Cikada Duo (klaver/synth & percussion). Siden starten i 1989 har ensemblet arbejdet med at gå forrest med nyskabende projekter, hvor Cikadas virke er med til at stille nye dagsordener for, hvad ny musik overhovedet er og hvad den kan bruges til for os moderne mennesker.

Samtidig har Cikada udviklet en tæt og dynamisk samspillet ensemble-sound gennem en fast ensemble-besætning. Samtidsmusikken er i centrum for cikadaerne, og musikerne besidder en udogmatisk holdning til at arbejde på tværs af etablerede genrer og kunstarter, når det tjener kunstnerisk innovative formål, noget der bl.a. har ført til samarbejdsprojekter med ledende jazzmusikere og billedkunstnere som f.eks. Arild Andersen, Trygve Seim, Anette Peacock og Per Inge Bjørlo.

På rejse med Cikada

Luften er tynd. Vi trækker vejret med besvær. Fløjtenisten er højgravid. Cikadas musikere vil nå toppen af pyramiden. 2000 meter er der ned til vandet. Cikada spiller ved ISCM Verdensmusikdagene i Mexico 1993. Jeg tager et foto af musikerne og fortæller, at så tåbeligt er dette projekt at bestige pyramiden, at idéen kun kan være opfostret af en nordmand.

De lytter ikke til journalisten, musikerne i Cikada. De smiler venligt. Lidt efter går de ned og spiller en fantastisk koncert. Som altid er pianisten Kenneth Karlsson iført nyvaskede, sorte strømper. Første gang man oplever det, tror man at han har glemt sine sko på hotelværelset. Det har Kenneth ikke, han kan bare godt lide at spille koncert kun iført sørte strømper. Længere er den historie ikke.

Alle musikerne i Cikada er særprægede, man ved faktisk aldrig hvor man har dem. Tit gynger cellisten Morten Hannisdal så henført med åben mund, at ekstasen truer med at føre musikeren væk fra scenen, han er forvandlet til et æterisk menneske, der gør det, Stockhausen siger vi alle kan, men har glemt, nemlig at flyve!

På tværs af kunstarterne

Cikadas logo er et lille, kønsubestemt menneske, der bærer en slags maske, som måske suger nektar eller ilt fra navnet Cikada. Humoren har altid været en del af ensemblets selvforståelse. Hvis man dækkende skal beskrive ensemblets virke, er det ikke nok med artige udsagn i finpudset stilistik. Det mærkelige, uforudsigelige, tumpeagtige hører med til den genialske trup, der for denne lytter at dømme er ’hele’ mennesker og kunstnere. Det vil sige, at der ved siden af en ekstrem disciplin er de rapsodiske øjeblikke, hvor det hele kører på frihjul og musikerne går ind i en barnlig verden, som på samme tid er plat og genialsk. Eksemplerne er legio:

»Hvordan ler Fedtmule (Langbein/Långben/Goofy) på dansk?« Christian Eggen stopper op midt i indstuderingen af et nyt værk. »I tegneseriehæftet står der ’Hydr Hydr Hydr’ – hvordan lyder det?« Den berømte Cikada-humring begynder langsomt – og tager så over for alvor: en efter een blander de sig i Fedtmule-koret, ensemblet er pludselig i gang med en højst poly-gakket version af Fedtmules danske latter, ja nu synger cikaderne faktisk … Indtil det pludselig stopper og indstuderingen fortsætter med uforandret koncentration. Hydr Hydr Hydr – den dukker op når du mindst venter det: Ved bagagebåndet i lufthavnen, i tolden mens en alvorlig tolder stempler ind- og udførsel af instrumenter, på generalprøven mens komponisten til aftenens uropførelse engageret og nervøst kommenterer spillet…

Nu vi er i den gakkede toneart: Ved en afslutningsfest på en café i Oslo under Ultima festivalen, kunne man et år pludselig opleve dirigenten Christian Eggen og et par musikere komme løbende gennem lokalerne mens de råbte mærkelige ord. De vendte tilbage med jævne mellemrum til stor forundring for cafe-gæsterne. Hvad skal man stille op mod noget sådant?

Cikada er udtryk for noget ukontrollerbart, mærkeligheder sat på formel. Et sådant mærkværdigt ensemble kan man ikke indramme i et nydeligt portræt i glas og ramme. Musikernes kreative ansatspunkt vil altid være større end teksten, og medlemmer i gruppen vil til enhver tid få en portrættekst til at se latterlig ud, fordi der altid vil være en vigtig facet, som er gået tabt. Jeg har rejst med disse musikere, fulgt dem rundt i verden og deres dirigent har jeg set arbejde på nærmeste hold med andre ensembler. I en anmeldelse skrev jeg engang, at »Cikada Ensemblet bliver bedre og bedre for hver gang«. Den sætning står jeg ved. Cikada har formået at forny sig og skabe projekter som giver genlyd langt ud over Norges grænser. Intet ensemble fortolker eksempelvis danskeren Bent Sørensens musik så indforstået som Cikada.

Cikadas repertoire udvikles ved en vekselvirkning mellem et norsk og nordisk kernerepertoire på den ene side, og et nøje udvalgt internationalt repertoire på den anden, og det er ensemblets ambition både at rendyrke den akustiske ny musik samt integrere den elektro-akustiske musik i ensemblets virke. Gennem bestillingsværker af nordiske og internationale (ret tumpet ord ’international’ – hvad hulen betyder det ord egentlig efterhånden?) komponister udvikler ensemblet kontinuerligt repertoiret, hele tiden med det langsigtige perspektiv for øje og visheden om, at musikken både fortjener og vokser ved gentagne fremførelser.

Centralt i gruppens langsigtige arbejde står en indgående samarbejdsform med ledende nordiske og ikke-nordiske komponister om udviklingen af enkeltværker, portrætkoncerter og projekter på tværs af kunstarterne. Derudover har ensemblet gennem årene samarbejdet med komponister som Rolf Wallin, Asbjørn Schaathun, Cecilie Ore, Arne Nordheim, Bent Sørensen, Karsten Fundal, Kaija Saariaho, Magnus Lindberg, Rolf Enström, Anders Nilsson, Åke Parmerud, Sven-David Sandström, James Clarke, James Dillon, Stefano Gervasoni, Richard Barrett og Liza Lim samt udviklet portrætter og koncerter med komponister som John Cage, Morton Feldman, Iannis Xenakis, Franco Donatoni og Luigi Nono.

Efterspil

Der er flere oplysninger på www.cikada.no – ensemblet har indspillet en lang række cd’er, det har bestilt værker i et omfang der er imponerede. At Cikada nu modtager Nordisk Råds Musikpris er en naturlig konsekvens af det målbevidste arbejde, som ensemblet har gjort siden 1989. Der er grund til at ønske Cikada tillykke med prisen – for norsk kunstliv i almindelighed og Cikada i særdeleshed har fat i den lange ende. Hold nu fast i den ende, kunne man fristes til at sige. Cikadas musikere smiler sikkert bare – og gør noget helt uventet, om ikke for andet så for fornøjelsens skyld.

Publisert:

Del: