I kjølvannet av den store økningen av norsk musikkeksport til utlandet ser Ballade viktigheten av å se på hvordan norsk musikk sees på med utenlandske øyne. Hva er vel mer naturlig enn å gå til vår gamle erkefiende Danmark, som er blitt det stedet flest norske artister valfarter til. Ja, vi snakker selvfølgelig om Roskilde- festivalen; det årlige kalas av glade, fulle publikummere, enorme mengder gjørme og et meget høyt antall norske musikere. Hva synes danskene om disse?

Kaizers Orchestra, live på Rockefeller, 2003 (Foto: Catharina Wandrup, Resistansen.org)

Av Kyrre Tromm Lindvig

I beste danske-liberale stil har man på Roskilde også kombinert fest/fyll/rølp/musikk med et engagement mot sensur av musikk og dets tekster. ”Freemuse” er navnet på organisasjonen som forsøker å belyse og avdekke bakgrunnen for kontroll av musikk, både i totalitære regimer og i våre såkalte demokratier. Så hvis du har noen hjerneceller igjen etter at Roskildefeberen har tatt deg, kan du klikke deg inn på www.freemuse.org

Imellomtiden bringer Ballade her beskrivelsene av de 12 norske bandene som spiller på Roskilde i år, slik som det står skrevet på Roskilde-festivalens hjemmeside:

Cato Salsa Experience: A Good Tip For A Good Time
Er “A Good Tip For A Good Time” hvad titlen på debut-cd’en også siger. Det er retro-rock fra den samme skuffe, hvorfra navne som The Hives og John Spencer Blues Explotion også kommer fra. Tilsæt lidt 60’er psykedelia i form af underlige keybordlækkerier, en masse guitarsolis, ha’-det-sjovt-tekster og du har The Cato Salsa Expirience. De fire nordmænd spiller rock’n’roll af den gamle skole, dvs. ikke så meget pjat, men fuld fart over feltet. Og ja, der er lige så meget gang i den, som du tror der er. Cirkuset er kommet til byen, som en af sangene på cd’en siger, og du burde besøge det!

Equicez
Equicez debut tog ikke alene hip hop-kredse med bukserne nede, men også store dele af Norges resterende musikscene blev fanget. Deres dunkle og til tider dommedagsagtige hip hop er noget man sjældent har hørt udført så godt fra en nordisk gruppe. Det plejer at været forbeholdt kunstnere som Busta Rhymes. Equicez er blevet udråbt til at være alt fra geniale til fordrukne voldsmænd, men ligger nok midt imellem. De to rappere i Equicez kommer fra Norge, men stammer fra henholdsvis Liberia og Chile. Live er de ude for at bevise, at norsk hip hop ikke er til at spøge med.

Frost: Synth-pop med afstikkere til såvel chill-out som breakbeat og drum’n’bass
Melodica. Titlen på den norske duo Frosts andet album fra i fjor og samtidig en beskrivende sammentrækning af ordene melodi og elektronica. Frost er et af mange spændende navne på den levende norske elektronica-scene og får på pladehjælp af bl.a. Röyksopp. Det kommer der en sfærisk synth-pop med afstikkere til såvel chill-out som breakbeat og drum’n’bass ud af.
Frost har navn efter sangerinden Aggie Frost Peterson, der sammen med den musikalske troldmand Per Martinsen stammer fra Tromsø ved Ishavet. Musikken er deraf præget af en kølig, svævende stemning med luftige vokaler á la den engelske duo Olive.

Gåte: Folkesanger med masser af fed rock
Som Sorten Muld tager fat i de danske folkesange, hanker Gåte op i de norske. Men der hører sammenligningen også op. For Gåte er langt mere inspirerede af rock end electronica – gotisk rock, Kent-rock og industrial. På albumdebut’en Jygri prøver de kræfter med lidt af det hele, med et fascinerende og afsøgende resultat. Live skærer de ind til benet: Her falder fokus naturligt på Gunnhild Sundlis himmelstræbende sang og bandets rå drive. Det kommer der gerne forrygende koncerter ud af – så forrygende, at Gåte har fået ry for at være et af Norges allerbedste livebands

Immortal: Voldsom og hurtig, men også ret melodisk sine steder
Immortal er et af de ældste og mest karakteristiske norske black metalbands. Siden 1990 har bandet turneret og udgivet en stribe plader, men modsat mange af deres kolleger fra hjemlandet har de undgået skandalerne og i stedet koncentreret sig om at skabe musik. En musik der er voldsom og hurtig, men også ret melodisk sine steder – genren taget i betragtning. Immortals musik og tekster kredser om det kolde, isnende og typisk nordskandinaviske, hvilket deres sminke og brug af navne fra den nordiske mytologi også yderligere understreger.

Kaizers Orchestra: Højenergisk, melodiøs og supermusikalsk “omparock”
Ja, okay. Godt nok bruger de guitar, bas og trommer, som så mange andre rockbands, men Kaizers Orchestra er alligevel ikke som de andre. Det oplevede et ellevildt Roskildepublikum i fjor, da bandet leverede et af festivalens højdepunkter. Bandet er inspireret af såvel Tom Waits som sigøjnermusik fra Balkan, men smid så lige et par olietønder, en gasmaske, et pumpeorgel og en luftalarm oveni. Det hele giver faktisk mening, når først nordmændene går på scenen med deres højenergiske, melodiøse og supermusikalske ”omparock”. Man forstår, hvorfor bandets to album er strøget til tops i Norge. Kjempefint!

Mad Con: Glad hip hop
MadCon består af rapperne Critical og Kapricorn, der oprindeligt stammer fra henholdsvis Etiopien og Sydafrika. Det var dog i Oslo, de mødtes og dannede MadCon, der i år fejrer 10 års jubilæum. De har haft forskellige undergrundshits i Norge og et større radiohit, men er i øjeblikket mest kendte for at medvirke på Paperboys album. De har også turneret med dem og har spredt MadCon’s positive og glade hip hop-budskab. I øjeblikket arbejder de to rappere på deres debutalbum så forvent at høre en masse nye numre live.

Salvatore: Drømmende og stemningsfuld instrumentalrock
Blidt vuggende bevæger rumskibet Salvatore sig gennem rummet. Undervejs møder det såvel farer som glæder .Ud af dette opstår en drømmende og stemningsfuld instrumentalrock. Salvatore blev dannet i et musikerkollektiv i Oslo i foråret 1998 og har siden udgivet fire album. Det seneste, Tempo, er produceret af John McEntire fra postrockkongerne Tortoise, og Salvatore er aldrig hørt bedre. Den legende tilgang er bevaret, men er blevet tilført en mere velkonstrueret lag-på-lag-instrumentering, samplinger, elektronica og dub. Det er støj, jazzet leg og rullende grooves samlet i norsk spacerock

Sgt.Petter: Countryficeret rock
Først St. Thomas og nu Sgt. Petter. Mon de norske singer/songwritere planlægger et religiøst korstog af en art? Med Sankt Thomas som den inspirerede særling, der udbreder countryens glade budskab, mens Sergent Petter bombarderer intetanende udlændinge med countryficeret rock? Vi ved det ikke. Men én ting er sikkert: Sgt. Petter har skytset i orden. Han skriver udtryksfulde og medrivende sange som få, og live fejer han al opposition af banen med sang, guitar, mundharmonika – og et rutineret backingband. En ny storfavorit på den norske rockscene.

Son of Light: Dybdegående rap
Son Of Light, tidligere N-LIGHT-N, var den første solokunstner, der blev signet af den legendariske norske hip hop-producer Tommy Tee. Son of Lights debutalbum kom i 1997, men først sidste år kom opfølgeren. Det er meget kendetegnende for Son Of Light, der hellere gør tingene langsomt og ordentligt. Hans rapstil bærer stor præg af hans fascination af så forskellige forfattere som Stephen King og Lord Byron. Det giver hans tekster en dybde, som mange andre rappere kunne lære noget af.

Turbonegro: Norsk dødspunks fædre
Der er lagt op til en usædvanlig koncertoplevelse, når den norske dødspunks fædre giver en af deres ultimative optrædener i usmagelighed og et formodentligt grænseoverskridende show. Turbonegro er veteraner indenfor den mere bizarre afdeling af sort metalrock og har opnået en legendarisk status verden over. Turbonegro er kult, så det basker, og deres fans tæller The Hives, Satyricon og Queens Of The Stone Age. Bandet er netop hjemvendt fra USA, hvor de har turneret med Queens Of The Stone Age.

Xploding Plastix: Cinematisk og udfordrende musikalsk udtryk
Spiller en fræsende blanding af grovkornede breakbeats og elektronica med afsæt i hiphop, drum’n’bass, surf, country, jazz og rock. Bandets udtryk strækker bare begreberne så langt ud over de kendte grænser, at genreinddeling i det hele taget forekommer absurd. Det musikalske udtryk kan dog klart opfattes som cinematisk og udfordrende. Som en sand cocktail. Jens Petter Nilsen og Hallvard Hagen skaber et syret univers i deres live-optræden, et pulserende elektronisk grundlag for de melodier og det organiske lydbillede, som bl.a. et mangfoldigt arsenal af percussion bibringer.

Publisert:

Del: